Referat af Generalforsamling lørdag d. 28 marts 2009
Generalforsamling lørdag den 28.03.09
Deltagere: Bonne, Si, Erik, Nicolas, Lars, Hoff, Mikkel, Ricky, Majbritt, Kristine, Mark, Rander og Maria
Afbrud: Nanfelt, Mette Jensen og Chrillemus.
- Velkomst
Formand Bonne byder velkommen. Han fortæller kort om sidste års resultater, og ønsker alle en god sæson i 2009.
- Valg af dirigent & referent
Mikkel blev valgt som dirigent og Maria som referent.
Vi skal have tjekket op på mailadresserne under FCSparks fælles lister, for at sikre, at alle tilmeldte spillere er på.
- Godkendelse af regnskab (se vedhæftede PDF)
Si gennemgår regnskabet for 2008 og budgettet for 2009.
Det har knebet lidt med at få den forudsatte indbetaling ind for indendørs, hvilket har betydet, at kassen må dække underskuddet. Det er primært det sene tidspunkt, der er årsagen. Mikkel fortæller, at vi ikke selv kan vælge tidspunktet, men at han har ansøgt Idrætsfabrikken om en tidligere tid næste år – inden kl.22. Der er ikke umiddelbart nogle alternativer i området, hvor vi ville kunne få en bedre tid.
Der mangler at blive betalt for noget af det indkøbte nye spillertøj. Vi vil så vidt muligt prøve at få de spillere, der har bestilt et sæt tøj med navn på, til at betale selvom de stopper.
Udgifterne til dommere er blevet billigere end forventet.
Festerne er nogenlunde gået i nul. Det samme gælder bødekassen, som holdene selv bruger.
Der er for næste år en udfordringer med medlemstallet, som er faldet. Pigerne kan forhåbentlig få rekrutterede nogle nye spillere i løbet af året.
I 2009 er budgettet sat til et forventede underskud på 2.000 kr. Dette er fornuftigt, da vi har et overskud fra de tidligere år. Det er ikke meningen at klubben skal spare op.
Ricky foreslår at kontingentet sættes op til 300 kr. for at sikre, at det hele løber rundt i 2009 – også i tilfælde at der nu ikke kommer flere medlemmer til. Således er vi ikke afhængige af at skulle skaffe nye medlemmer. Formanden tilslutter sig forslaget og tilføjer, at overskydende penge i så fald skal gå til festerne, da det som nævnt ikke er hensigten, at klubben skal sparre op. Forslaget vedtages med enighed. Kontingentet for FCSpark hæves således fra 250 til 300 kr. pr. halvår med virkning fra efteråret 2009, da der er betalt for foråret.
- Valg af Bestyrelse
De fem nuværende medlemmer vil gerne genopstille. De bliver valgt, og medlemmerne takker dem for godt arbejde i 2008. Bestyrelsen består således af: Bonne, Si, Mikkel, Hoff og Nicolas. Eric og Lars bliver valgt som suppleanter.
- Valg af Festudvalg
Ank og Tine, som har trukket festudvalget i mange år ønsker at stoppe. De øvrige tidligere medlemmer af festudvalget har haft et varierede fremmøde, der skal derfor nedsættes et nyt. Ank beretter kort om opgaverne. Si vil fremover stå for betalingen. Det handler således primært om, at finde lokaler mv.
Maria, Ricky, Louise og Mark bliver valgt. Maibrit bliver valgt som suppleant.
Formanden takker Ank og Tine for det store arbejde de har gjort, og de mange gode fester de har planlagt.
- Valg af Marketing
’Marketing’-gruppen skal forsøge at skaffe penge til klubben, som kan bruges som tilskud til større fester mv. Det drøftes hvad gruppen skal gøre, og om navnet ’marketing’ er passende. Det vurderes, at det ikke er realistisk at finde sponsere til klubben. Der skal derfor satses på ting som familiearrangementer med deltagerbetaling for venner og familie. Erik og Bonne melder sig til at stikke hovederne sammen, og se på ideen.
- Pigehold - status
Kristine er blevet holdleder for pigerne, og skal stå for kampene, mens Nanna tager sig af træningen.
Der har over vinteren været et fald i truppen, men vi er stadig 13-15 spillere, hvilket er nok til at kunne spille. Nye spillere er velkommen – vi træner tirsdag kl.17.30 i fælledparken.
- Drengehold - status
Drengene er nok og har derfor fortsat lukket for tilmelding for nye spillere. Nicolas forklarer at dette skyldes, at evt. nye spillere ikke vil kunne få lov til at spille kampe, da der allerede er fyldt godt op på kampene. Da drengene ikke træner fast, vil de derfor skulle betale uden at kunne få lov at spille særlig meget.
- Evt.
Jacob foreslår at lørdagstræningen genoptages i år. Det vedtages, at der vil være fælles træning hver lørdag i fælledparken. Der vil komme tilmelding hertil på hjemmesiden, således vi er sikre på, at der er nok til at spille, og ellers har mulighed for at skrive ud og aflyse det dagen før. Si tjekker tilmeldingerne ca. 48 timer før for pigerne og Bonne for drengene, da der ikke er fælles adgang til begge hold.
Nicolas mener, at det er problematisk, at der ikke er nogle konsekvenser ved at melde sig til, og så ikke dukke op. Det har tidligere flere gange ført til et forgæves opmøde fra andre spillere, hvilket er ærgerligt.
Erik foreslå at lørdagstræning omfattes af bødereglerne. Det vedtages med enighed. Fremover vil det koste 100 kr. i bøde ikke at møde op, hvis man har meldt sig til lørdagstræning.
Ricky foreslå at datoerne for fester meldes ud i bedre tid. Si foreslår at man skal kunne invitere venner med til festerne. Festudvalget vil tage disse ideer med sig i det kommende års arbejde.
Mikkel takker til sidst for god ro og orden under mødet. |